Meny

Randi Mikkelsen, indehaver, Parykspecialisten

Frisk luft erstatter fjernvarme i frisørsalon

Hos frisørsalonen Parykspecialisten kan man både blive klippet og få lavet sig en ny paryk. Og nu, hvor der er kommet et Premium Preheat 300 ventilationsanlæg fra Genvex i salonen, er luften både let og frisk – også på de varme sommerdage.

Af Daniel Velázquez, Genvex

Lige til at starte med ser man det ikke. Men når man kigger ordentligt efter, lægger man mærke til det; der er ingen radiatorer, selv om vi er i et fjernvarmeområde. Til gengæld er der masser af frisk luft, selv om ingen vinduer eller døre er åbne. Forklaringen finder vi på 1. sal. Her er installeret et Premium Preheat 300 ventilationsanlæg fra Genvex, som både står for varme, køl og ventilation her i den ca. 80 m2 store frisørsalon på Nørregade 41 i Vejen.
”Fjernvarme ville have været rigtig besværligt at få herind, og det varme vand ville være rigtig svært at holde varmt”, forklarer Helge Guldbjerg Andersen, indehaver hos Guldbjerg Andersen VVS, som stod for installationen.
”Så vi søgte om fritagelse for fjernvarmepligten, og det fik vi”, fortsætter han.
Her midt i salonen står indehaver af Parykspecialisten, Randi Mikkelsen, og tilklipper nogle af sine parykker – parykker, som primært er tiltænkt kræftramte, der efter kemobehandling ender op uden hår på hovedet. For hende har det gjort en kæmpe forskel at få det nye ventilationsanlæg.
”Luften er blevet utroligt frisk herinde”, forklarer hun.
”Jeg har nogle meget lange arbejdsdage nogle gange, og jeg er faktisk ikke træt længere, når dagen er slut. Det er da et kæmpe plus”, uddyber hun med et lettet smil.

Styrer det selv

På en af væggene i salonen sidder en lille sort kasse med et display. Det er Optima-styring fra Genvex, og herfra kan Randi Mikkelsen nemt styre sit ventilationsanlæg.
”Jeg skruer faktisk bare temperaturen op og ned, så det passer til mig og mit arbejde. Resten af tiden kører det bare af sig selv”, forklarer hun.
Og noget tyder på, at kunderne kan mærke forskel, efter at det nye anlæg er blevet sat op. Selv her på en relativt varm sommerdag, hvor solen brager ned, er der køligt og rart herinde.
”Det føles så rent, det luft man trækker ind. Køligt og rent”, fortæller Heidi Petersen, en af Randi Mikkelsens kunder, som har sat sig i frisørstolen og er i fuld gang med at blive klippet.
”Jeg har altid haft det varmt, når jeg skulle arbejde”, supplerer Randi og fortsætter:
”Så det var vigtigt for mig at den kunne køle, og det fungerer bare perfekt.”
På 1. sal har Helge Andersen også kun roser til overs for anlægget og dets kvalitet.
”Det er et rigtig godt kvalitetsprodukt. Man kan mærke, at det er godt gedigent udført, og den skulle gerne kunne holde 21 grader hele året rundt”, siger han, mens han sidder ved siden af ventilationsanlægget, som er installeret under skråloftet og skjult med hvide plader, så man ikke kan se det udefra.

Kan bedre få luft

Det nye ventilationsanlæg, som man faktisk skal anstrenge sig enormt meget for at høre, da der er indbygget lyddæmper, er installeret på fire forskellige lag af diverse materialer, som stabiliserer bevægelser. Helge Andersen forklarer begejstret om anordningen og uddyber, at alternativet – fjernvarme med et ventilationsanlæg som supplement – ikke bare ville have været en besværlig løsning, men også ret dyr løsning, som ville have kostet mange tusind kroner ekstra. Formentlig langt over 60.000 kroner i ekstraudgift.
”I sin tidligere salon havde Randi jo aircondition, som stod for afkølingen, men den brugte 2300 watt i timen. Så det her er selvfølgelig en god økonomisk løsning, og når varmepumpen er inde over, så bliver den tilmed også grøn”, forklarer Helge og smiler.
Og mens klipningen langsomt skrider fremad fortsætter Randi med at rose det nye indeklima.
”Altså, jeg har jo ikke problemer med at få vejret, men alligevel er det som om, at man bedre kan få luft nu. Det er virkelig underligt”, siger hun og slutter:
”Jeg var bare vant til at have sådan noget aircondition, men jeg kan godt se nu, at det fungerede jo ikke fint. Det er det, jeg har fået nu, som fungerer totalt perfekt!”

Se videoen om Parykspecialisten her

Relevante produkter og historier

Helge Andersen foran Premium Preheat 300

KONTAKT

KVM-Genvex A/S
Sverigesvej 6
DK-6100 Haderslev

Telefon: (+45) 73 53 27 00
E-mail: [email protected]

INTERNATIONAL

Copyright © 2018 GENVEX A/S. Alle rettigheder forbeholdes.