Sådan bekæmper du fugt i boligen med ventilationsanlæg

Vågner du op til, at der er kommet vand i vindueskarmene? Og kan du mærke symptomer såsom irritation i øjne, næse og hals, hovedpine, træthed eller astma- eller allergilignende symptomer? Så skyldes det, at der er kommet fugt i din bolig. Og det skal man tage alvorligt. I denne artikel gør vi dig klogere på, hvordan installationen af et ventilationsanlæg kan beskytte både din bolig og din sundhed over for fugtproblemer.

Et godt indeklima er vigtigt for, at vi kan holde os sunde og raske - og her er luftfugtigheden i boligen en helt essentielt faktor.

Fugt er ikke i sig selv usundt, men er luftfugtigheden for høj kan det give en følelse af "tung" luft og give gener som fx hovedpine. Og så kan et for fugtigt indeklima skade træværket i din bolig, da dette udvider sig, når der er fugt i luften.

Fugt i vindueskarm

Og så kan skimmelsvamp faktisk ødelægge din bolig, hvis den får lov at få fat. I tætte, energirenoverede huse slipper fugten ikke ud – så et ventilationsanlæg med varmegenvinding og fugtstyring er en løsning.

Men vigtigst af alt giver for høj luftfugtighed gode vækstbetingelser for skimmelsvamp og husstøvmider. Skimmelsvamp og husstøvmider kan give astma- og allergilignende symptomer som fx hovedpine, træthed, kløende øjne, snue og åndedrætsbesvær.

Hvor kommer fugten fra?

Vi mennesker er de største fugtsyndere, når det kommer til indeklimaet. Vidste du, at én person afgiver hele 2,5 liter vand i døgnet til omgivelserne? Det er først og fremmest, når du tager bad, laver mad, tørrer tøj (og i øvrigt trækker vejret og sveder). Med så stor produktion af fugt er det helt essentielt, at fugten kommer ud i samme takt, som den kommer ind.

Mange energirenoverede huse - som fx er blevet efterisolerede eller har fået nye vinduer - får problemer med luftfugtigheden, da huset er blevet så tæt, at fugten ikke kan slippe ud igen. Netop derfor er det et krav, alle nybyggede lavenergihuse får installeret et ventilationsanlæg.

Sådan fjerner du fugt i boligen

Det første og vigtigste råd er at få skiftet indendørsluften ordentligt ud. De fleste af os bor i huse, der er isolerede og gjort så tætte som muligt, og derfor kommer fugten ikke ud, med mindre du selv gør en aktiv indsats.

Den simpleste løsning er naturligvis at lufte grundigt ud med gennemtræk. Det anbefales at gøre det som minimum 3 gange om dagen i 5-10 minutter, men de fleste af os ikke gode nok til at få det gjort. Især ikke om efteråret og vinteren, hvor den varme luft lukkes ud og den kolde lukkes ind når man åbner vinduerne. At lufte ud med åbne vinduer er også en ret dyr løsning.

Faktisk viser beregninger, at op mod 30% af husets varme ryger ud af boligen ved naturlig ventilation. Derfor giver det rigtig god mening at installere et ventilationsanlæg. Et ventilationsanlæg sikrer kontinuerlig luftudskiftning, samtidig med at det genvinder over 90 % af varmen.

Gode vaner kan begrænse fugtproblemer

Udover at få skiftet luften grundigt hver dag, fx med et ventilationsanlæg, er der en række gode vaner,
du kan indarbejde i din hverdag for at holde luftfugtigheden nede:

Rådgivning

Sådan bekæmper du fugt

  • Tør vinduer af for kondensvand:
    Varm luft kan indeholde mere fugt end kold luft, og derfor kan fugten kondensere som vand på vinduerne,
    når den varme indendørsluft møder den kolde rude. Få vandet væk, så du undgår skimmelsvamp i vinduesrammen.

  • Varm alle rum op om vinteren:
    Ellers kan fugten i luften fra de varme rum kondensere som vand i de kolde rum.

  • Undgå at tørre tøj indendørs:
    En tøjvask på 4-6 kilo afgiver 2,5 liter vand til luften, ifølge Bolius.

  • Når du laver mad:
    Det er vigtigt, at du lukker døren til køkkenet, når du bruger komfuret eller ovnen.
    Det kan også være en god idé at lægge låg på gryderne, så der ikke kommer så meget damp ud i rummet.
    Endelig er det vigtigt, at du i forbindelse med madlavning bruger emhætten eller alternativt åbner vinduet. 

  • Når du går i bad:
    Husk at lukke døren til badeværelse, mens du er i bad. Efter badet bør du åbne badeværelsesvinduet eller tænde for udsugningen.

    Kilder: CISBO, Astma-Allergi Danmark, Bolius

Et ventilationsanlæg sikrer optimal luftfugtighed

Følger du ovenstående råd, er du godt på vej til at reducere fugt i dit hjem. Men hvis du vil være helt sikker på, at luftfugtigheden i din bolig altid er optimal uden du behøver at tænke over det, bør du få installeret et ventilationsanlæg.

Et ventilationsanlæg sikrer nemlig et kontinuerligt luftskifte, hvor den CO2- og fugtfyldte indeluft bliver suget ud af boligen og ind i ventilationsanlægget, der genanvender varmen til opvarmning af den friske luft. Her reguleres også luftfugtighed og temperatur, så den friske luft bliver blæst ind i boligen med et passende fugtniveau, en passende temperatur og en passende hastighed.

Et moderne ventilationsanlæg med varmegenvinding genanvender over 90 % af varmen fra den "brugte" luft i din bolig til opvarmning af den friske luft, så du er sikret et minimalt varmespild og god varmeøkonomi. På den måde holder ventilationsanlægget luften i din bolig frisk og din varmeregning i bund - uden at du selv behøver at røre en finger.