Banebrydende mursten og ventilation i smukt samspil

I Egernsund-området i Sønderjylland har Matzens Teglværk udviklet et helt nyt og energirigtigt demohus - Clean Tech Block-huset. Huset er bygget med en specialudviklet mursten fra Matzens Teglværk, som er både stærkere og isolerer bedre. Inde i selve Clean Tech Block-huset hjælper to Genvex-anlæg indeklimaet på vej med omfattende ventilation.

Man kan nærmest høre en knappenål falde til jorden. På trods af, at en vej går tæt forbi huset, er der ualmindeligt stille her i stuen, hvor luften er så ren som oktober-luften udenfor. Egentlig er det lidt overraskende, for med hårde overflader som mursten og med to ECO 375-ventilationsanlæg installeret på badeværelserne, burde man kunne høre bare en lille smule.

"Et normalt hus med ventilationsanlæg har et støjniveau på cirka 30 decibel. Her er vi helt nede på 23", fortæller Jacob Bendtsen, som er projektleder på Clean Tech Block-huset.

Få en rundvisning i Clean Tech Block-huset i denne video.

Han fremhæver derudover, at mængden af skadelige partikler - som for eksempel formaldehyd - er helt nede på cirka 350 μg/m3. Til sammenligning ligger et normalt hus på cirka 1500.

"Det skyldes, at der ikke er brugt maling på indersiden af muren til tapet mm., så der er ikke så meget, der kan afgives", konstaterer Jacob Bendtsen, som fremviser den særlige murstenskonstruktion, der består af to lag med 4 cm murstensskaller og et lag celleglas på 30 cm, som blandt andet er blevet skabt af kasserede fjernsyn.

Hjertelige ambitioner

Er du noget inden for byggeri, kender du formentlig til bygningsreglementer og certificeringer. Du har muligvis også hørt om DGNB-certificering, som er et af de fire førende certificeringer inden for bæredygtighed.

Hvis ikke, kan du læse meget mere her. Man kan opnå en sølv-, guld- eller platincertificering - og netop Clean Tech Block-huset er indstillet til en guldcertificering,

DGNB bliver fra 2021 udvidet med en særlig hjerteordning, hvor bygninger, der i særlig grad har sikret et sundt indeklima for de mennesker, der skal bo eller arbejde i dem, bliver tildelt et hjertestempel – et stempel, som Jacob Bendtsen og folkene bag Clean Tech Block-huset er meget interesserede i.

"Hjerteordningen har meget fokus på indeklima, og derfor er luftudskiftning ved hjælp af Genvex-anlæg et utroligt vigtigt parameter for os", fortæller Jacob Bendtsen og tager os med rundt i huset, hvor han særligt fremhæver de specielle Troldtekt-lofter, som er diffuse og derfor kan lede luften fra ECO 375-anlæggene rundt i alle afkroge af huset. Derudover er der monteret sensorer i hvert rum, som sender signal til ventilationsanlæggene, som derefter regulerer fugten og CO2-niveauet.

Billede af moderne køkken

Det flotte køkken, hvorfra Genvex-anlægget udsuger varm luft og em, og bruger det til varmegenvinding.

"Det betyder for eksempel, at vi kan tage den friske luft fra stuen og gangen og lede den ind i soveværelset om natten. På den måde sikrer man, at CO2-indholdet ikke bliver for højt, hvilket er vigtigt for at få en dyb og rolig søvn", fortæller Jacob, som også fortæller, at murstenene i huset hjælper ventilationsanlæggene på vej ved at absorbere fugten i luften, når der er mange mennesker i huset og afgive den, når der ikke er så mange.

Jacob med filter foran ECO 375

Fokus på genbrug

Vi tager en tur ud på badeværelserne, hvor ECO 375-anlæggene sidder – et i stuen og et på 1. sal. Her fremhæver Jacob Bendtsen især F9-filtrene, som er et meget fint filter, der sorterer pollen fra inden indblæsning, hvilket gør huset meget allergikervenligt. Men F9-filtret er langt fra eneste grund til, at Genvex blev valgt som leverandør til Clean Tech Block-huset.

"Genvex er kendt hernede i området for at være et fantastisk produkt til parcelhusbyggeri. Det var en af årsagerne til, at vi kontaktede Genvex", fortæller Jacob og fremhæver den høje kvalitet som et parameter.

I stuen på 1. sal er der udsigt over Nybøl Nor, hvor en stor del af leret til Matzen Teglværk bliver udvundet. Men selv om leret i murstenene er ”nyt", er 30 % af husets materialer faktisk genbrug. Udover glasset i murstenskonstruktionen nævner Jacob betongulvet på badeværelserne og bordpladerne på bad og i køkken som eksempler.

"Genbrug og bæredygtighed hænger sammen" siger Jacob og tager os med ud på husets altan på 1. sal. Han slutter vores rundtur med fantastisk udsigt over Nybøl Nor - og med Matzens Teglværk som nabo.

"Og så har vi så indeklimaet som afsluttende prik over i’et. Det er Alfa og Omega inden for vores DGNB-certificering", slutter han.

Læs mere om DGNB-certificering her.